Ekspert: Usvækket Obama vinder tid

John Kerrys erklæring er derfor stærkt egnet til at påvirke de politikere fra begge lejre i Kongressen, der er tøvende eller modstandere af den straffeaktion, som præsident Obama har besluttet, men nu også søger Kongressens opbakning til, når politikerne samles den 9. september.

USA har sammen med en lang række andre lande gjort det syriske regime ansvarlig for brugen af kemiske våben og truet med et angreb, som nu er udskudt.

Obamas beslutning om at søge Kongressens opbakning fulgte i kølvandet på den britiske premierministers nederlag i Underhuset, hvor er flertal stemte imod britisk deltagelse i en straffeaktion.

Den danske USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Institut for Amerikanske Studier på SDU, vurderer, at Obama ikke nødvendigvis behøver at følge Kongressen, men samtidig har købt sig tid til måske at nå diplomatiske resultater med Rusland omkring Assad.

Niels Bjerre-Poulsen mener, at det ikke så meget er et spørgsmål om, hvorvidt Kongressen bakker et angreb op, men om, hvad Obama kommer igennem med:

»Det er snarere omfanget af straffeaktionen, end om han kan få noget igennem, han vil diskutere med Kongressen, hvor nogle kunne frygte, at der kommer en omgang to eller tre,« vurderer Niels Bjerre-Poulsen.

For Obama skal også manøvrere mellem slappere og strammere som senator John McCain, der vil have en aktion, der fører til præsident Assads fald.

Niels Bjerre-Poulsen vurderer også, at det ikke er en svækket Obama, der ønsker at dele ansvaret for et angreb med Kongressen og minder om, at 150 kongresmedlemmer med deres underskrift står bag ønsket om at få beslutningen op i Kongressen.

Derfor mener han, at det på et tidspunkt, hvor Obama var malet op i et hjørne, var smart af præsidenten at sige:

»Hvis Kongressen beder om at blive taget med på råd, så kan jeg måske få et bredere mandat, og hvis alle løsninger er dårlige og det drejer sig om at finde den mindst dårlige løsning, kan jeg få ansvaret bredt ud«.

Dermed lever Obama ifølge Niels Bjerre-Poulsen også op til sit løfte fra valgkampen om ikke at føre nationen i krig på samme måde som Bush-regeringen gjorde:

»Samtidig har han også vundet tid til at prøve andre diplomatiske kanaler og skubbe på »FN-sporet«, inden han skal træffe den endelige beslutning om, hvad der skal ske som straf.«

Niels Bjerre-Poulsen er helt overbevist om, at præsident Obama ikke deponerer sin ret til at handle på kongresmedlemmernes bord.

»Jeg tror, at han stadig vil stå fast på, at der skal ske et eller andet, og hvis det ikke er i form af et angreb, så er det fordi, man har fundet en anden løsning. Jeg tror ikke, han vil sige: »Nå, jeg kunne ikke få et flertal, så vi gør ingenting,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Dagens Gossip