Ekspert: Uundgåelig fyring - Mourinho lagde sig ud med alle

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

José Mourinho havde fået for mange fjender i Chelsea, og i takt med resultaterne udeblev, var en fyring af ham uundgåelig.

Sådan lyder analysen om torsdagens managerfyring i Chelsea fra Mikkel Bischoff, der er tidligere professionel fodboldspiller i blandt andet England og i dag er fodboldekspert på 6'eren.

- Det, der gjorde fyringen uundgåelig, var, at resultaterne blev ved med at være dårlige. Der var lidt en fornemmelse af, at det ville vende, hver gang Chelsea fik et godt resultat, men det har det ikke gjort.

- Jeg tror, de mistede tålmodigheden med ham efter kampen mod Leicester (1-2-nederlag mandag, red.), hvor han sagde, at spillerne havde forrådt ham på banen. Han hentydede til, at Eden Hazard havde faket en skade for at blive skiftet ud.

- Når du siger sådan noget, er det svært at genvinde tilliden blandt spillerne. Det virker som om, han har lagt sig ud med samtlige spillere i truppen.

- Han har også været efter lægestaben, dommere, journalister, andre managere i Premier League og i udlandet. Han har været i krig med alt og alle, og på et eller andet tidspunkt måtte det jo ende, det gik jo kun en vej, siger Mikkel Bischoff.

Han pointerer, at forløbet i denne periode i Chelsea ligner det samme, som der er sket i José Mourinhos tidligere ansættelser i for eksempel Inter og Real Madrid.

- Historien viser, at han kun holder i to-tre sæsoner, før der går et eller andet skævt. Jeg tror, han slider rigtig meget på en klub. Han er meget, meget kontroversiel og konfronterende over for alle, og det, tror jeg ikke, holder i længden, siger Bischoff.

Han undrer sig over, hvordan Chelsea-holdet har været som forvandlet efter sidste sæsons blændende mesterskabsspil.

- Det er vanvittigt, at Mourinho kan have den nogenlunde samme trup, som ubesværet vandt mesterskabet i sidste sæson, og som nu er så dårlig.

- Det er jo ikke fordi, at de andre hold i toppen er blevet bedre, det er bare Chelsea, der er blevet dårlige, siger Mikkel Bischoff.

Chelsea ligger efter 16 spillerunder et enkelt point over nedrykningsstregen. Holdet har samtidig 14 point op til den fjerdeplads, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen i næste sæson.

/ritzau/