Ekspert: Vestager havner i toppen af kommissær-hierarkiet

Margrethe Vestager og Danmark bør være godt tilfreds, hvis De Radikales tidligere leder og den forhenværende økonomi- og indenrigsminister onsdag som forventet bliver udpeget til posten som konkurrencekommissær i EU.

Det er en post helt i toppen af den magtfulde kommission, vurderer EU-eksperten Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet.

- Det er så absolut et af de tungeste områder i kommissionen, så jeg tror, at hun er meget glad og tilfreds. Konkurrenceområdet angår alle EU-lande og er af fundamental betydning for det europæiske samarbejde og det indre marked.

- Så det har altid været en af de mest betydningsfulde poster at blive konkurrencekommissær, lyder vurderingen fra Marlene Wind.

Margrethe Vestagers særlige rådgiver, Christina Holm Eiberg, ville tirsdag aften ikke be- eller afkræfte, at Vestager bliver ny konkurrencekommissær, og rådgiveren oplyser, at Vestager først vil komme med en reaktion onsdag.

- Margrethe Vestager vil først kommentere posten, når den kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, har sat navne på, oplyser hun til Ritzau.

Konkurrencekommissæren har mulighed for at gribe ind over for store virksomhedsfusioner, slå ned på ulovlige prisaftaler og karteller samt underkende eller godkende statsstøtte.

- Det er en helt anden opgave end den, som Connie Hedegaard (Danmarks afgående klimakommissær, red) har haft. Hvis man gerne ville have haft en kommissær, der lige som Hedegaard kunne gå ud og sælge følelsesmæssige, passionerede og store forslag og projekter, så får man ikke det med Vestager.

- Konkurrenceområdet er mere koldt og kynisk. Det handler om at sørge for, at EU's udbudsregler bliver overholdt, at der ikke bliver givet ulovlig statsstøtte og føre sager mod kæmpestore firmaer, der prøver på at stække konkurrencen. Så det er ikke noget, der appellerer til folks følelser på samme måde som klimaet. Den folkelige dimension er helt anderledes, siger Marlene Wind.

Men Margrethe Vestager havner på den måske hidtil vigtigste post i rækken af danske kommissærer, fastslår hun.

- Det er nok den fineste, vi har haft indtil nu. Der står stor respekt om Vestager blandt de "gamle drenge" i Bruxelles som for eksempel Juncker.

/ritzau/

Dagens Gossip