Ekspert: Vestligt samarbejde med Assad er urealistisk

Det er ikke realistisk, at syriske styrker, som er loyale over for præsident Bashar al-Assad, skal kunne deltage i den fælles kamp mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Det mener Helle Malmvig, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, har ellers fredag sagt, at det bør være muligt.

- Det er meget vanskeligt at se, at det skulle lade sig gøre. Jeg har meget svært ved at se, at de skulle være villige til at indgå i en fælles kamp med Vesten, siger Helle Malmvig til Ritzau.

- Alle forskellige grupperinger i Syrien skal kæmpe sammen med Assads styrker, og det ser jeg dem ikke til at være villige til, tilføjer hun.

For at bekæmpe IS "må der være to ting: bomber (...) og landtropper, som ikke kan være vores, men som bør bestå af Den Frie Syriske Hær (FSA), sunniarabiske styrker og hvorfor ikke også regimets styrker, siger Fabius ifølge den franske radiostation RTL.

Det vigtigste militære mål er jihadisternes højborg i den syriske by Raqqa, lyder det fra Fabius.

Helle Malmvig mener, at der skal en bred, politisk handleplan på bordet, før der kan dannes en fælles alliance i regionen mod Islamisk Stat.

- Hvis man får den politiske proces tilbage på skinner i Syrien med ting som en overgangsregering, våbenhvile og valg, kan man jo godt forestille sig, at den proces kan sætte gang i kampen om at nedkæmpe Islamisk Stat, siger hun.

Hun tilføjer dog, at også det lige nu er svært at se, det kan ske i en nær fremtid.

- Men hvis Bashar al-Assad kommer til at gå af på en demokratisk facon, kunne man godt forestille sig, at alle lige pludselig er på samme hold, og så er det realistisk med en fælles politisk løsning mellem alle oprørsgrupperne og det nye regime.

- Og så vil den fælles dagsorden være at få smidt Islamisk Stat ud, siger Helle Malmvig.

Hun vurderer desuden, at det er svært at forestille sig, at Vesten over en bred kamp har lyst til at samarbejde med Assad.

Heller ikke Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, mener, at resten af den vestlige koalition har den store lyst til at deltage i et samarbejde med Assad.

- Jeg tror, at der skal sprænge flere bomber i resten af Europa, før vi ser det. USA har ikke heller rigtig indikeret, at de har lyst til det nu. Frankrig har sendt en prøveballon op, men jeg tvivler på, at den kommer til at flyve særligt længe, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip