Ekspert: Viborg og Auri er et godt miks

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Den nye træner Auri Skarbalius og Viborg er et godt match i kampen for at undgå nedrykning fra Superligaen. Det mener fodboldeksperten Jan Kalborg.

- Det lyder som et godt og naturligt miks, når Ove Christensen ikke er disponibel. Det begrunder jeg ud fra, at Auri kommer med en masse trænererfaring, og han er vant til at ligge i bunden med Brøndby.

- Man skal ikke forvente store spillemæssige revolutioner, men nogle af de dyder, Viborg i forvejen står for. Auri står for hårdt arbejde, og samtidig får han noget humør på. Det er ingredienser, der skal holde Viborg oven vande, siger DR's fodboldekspert.

I hans optik handler samarbejdet om en ambition; at forlænge opholdet i landets bedste række.

- Jeg ved godt, at Viborg ikke ligger helt nede i bunden, men man må formode, at de får nogle vanskeligheder i løbet af foråret. Jeg kan ikke forestille mig, at klubben har andre ambitioner om at redde sig, hvilket vil være flot som oprykker.

Han tror, at litaueren kan kompensere for, at han endnu ikke har et indgående kendskab til spillertruppen.

- Jeg tror, at det vil være klogt af Auri at benytte sig lidt af Ove Christensens viden, da Auri på den korte baner ikke kender så meget til Viborgs spillere, og hvad de står for. Til gengæld ved han, hvad superligaen står for, og han kender modstanderne.

Men om det er nok til overlevelse, sætter Jan Kalborg spørgsmålstegn ved.

- Jeg har hele tiden peget på Sønderjyske og Viborg som nedrykkere, og jeg vil ikke sige, at Viborg overlever, fordi Auri kommer. Jeg tror, det bliver svært, men de har bestemt muligheder for at blive oppe, vurderer Kalborg.

ritzau/