Ekspert: Vilhelmsens skal ud og markere sig

Det er på tide, at SF-leder Annette Vilhelmsen træder ud af skyggen og går i offensiven. Hun skal ud og markere sig, mener politisk kommentator Rasmus Jønsson.

I Jyllands-Posten lørdag skrinlægger den nyslåede social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen en række politiske offensiver lanceret af hendes forgænger, socialdemokraten Karen Hækkerup.

- Umiddelbart virker det rigtigt af hende at gå lidt i offensiven, og at gøre det relativt hurtigt i sin nye ministerpost. Både i forhold til SF's rolle i regeringen, men også i forhold til Annette Vilhelmsens rolle som partiformand, siger Rasmus Jønsson.

Kommentatoren mener, at det er vigtigt, at SF får tegnet en selvstændig profil og viser, at der er en grund til, at de er med i regeringssamarbejdet.

SF-formanden lægger i avisen afstand til flere skrappe udtalelser, som Hækkerup er kommet med i regeringens første levetid.

Det drejer sig blandt andet om socialdemokratens bandbulle mod dansk krævementalitet og om hendes opgør med skattebetalte ydelser, som alle har ret til uanset indkomst.

- Men det, der bliver udfordringen, er at finde nye dagsordener, der rækker fremad fremfor man hele tiden at sigte efter de gamle linjer. Skal det for alvor vende for SF og regeringen, bliver de nødt til at finde nye dagsordener, siger Rasmus Jønsson.

Her mener han blandt andet, at det er gammel vin på nye flasker, at Annette Vilhelmsen som SF'er ønsker at afskaffe reglen, der forhindrer familiesammenføring af ægtefæller under 24 år. 24-års-reglen er en del af regeringsgrundlaget.

- Vi er imod 24-års-reglen, for det er også en del af vores syn på mennesker og inklusion i samfundet, siger Vilhelmsen til avisen samtidig med, at hun erkender, at 24-års-reglen ikke vil blive afskaffet i denne valgperiode.

/ritzau/

 

Dagens Gossip