Eksperter advarer mod at drikke for meget vand: Vi er ikke kameler

Vi får ofte at vide, at det er sundt at drikke masser af vand. Det renser ud, det mætter, det gør os sunde og slanke.

Men de få er formentlig klar over, at det kan være yderst skadeligt for kroppen at drikke for meget.

Sissel Overn er urolog på Overnsklinikken i den norske by Hokksund. Hun oplever dagligt konsekvenserne af et overdrevet vandindtag.

- Jeg bruger såkaldte tisselister, hvor man registrerer, hvor meget man tisser. Mange, både unge og ældre, kommer til mig, fordi de tisser meget eller oplever lækager. Det viser sig, at de tisser tre, fire, fem liter i døgnet. Men et fællestræk er, at de fleste tror, at de drikker for lidt, siger hun til VG.

Hendes bedste råd er, at man kun drikker vand, når man faktisk føler sig tørstig.

- Man går jo heller ikke og småspiser for at undgå at blive sulten, og på samme måde bør man ikke drikke kun for at undgå at blive tørstig.

Hun tilføjer, at det naturligvis er sundere at drikke vand end sodavand og saft. Men det forholder sig altså ikke sådan, at man bliver sundere, jo mere vand man drikker.

- Vi er mennesker, ikke kameler, som kan lagre vand. At man ideelt set skal drikke to-tre liter vand om dagen, er en fejlinformation, siger Sissel Overn.

Hun fortæller, at hun ofte møder patienter, som er påvirket af et overdrevent vandindtag.

- Når blæren kommer på overarbejde, kan det føre til lækager og hyppigere vandladning. Drikker man meget over tid, kan blæren miste evnen til at tømme sig helt, og det kan give nyreproblemer.

Hjernen kan svulme op
Et andet problem med et overdrevent vandindtag er, at man skyller elektrolytter og vitaminer ud af kroppen, hvilket kan give mangelsygdomme. 

Hvis man drikker store mængder vand på kort tid, kan det føre til svimmelhed, bevidstløshed, personlighedsændringer og opkast, før man til sidst går i koma. 

- Cellerne i kroppen svulmer op, fordi de bliver fyldt med vand, og det er specielt farligt for cellerne i hjernen. Får man hjerneødem, betyder det, at hjernen hæver, siger Wasim Zahid, som er læge og forsker ved Oslo Universitetssygehus.

- Vejrtrækningsfunktionen ligger i hjernestammen, og det fører til dødsfald, når trykket på hjernestammen øges. Den bliver så skadet, at man til sidst holder op med at trække vejret, forklarer han.

Knut Inge Klepp er direktør ved Folkehelseinstituttet i Norge. Han vil ikke give konkrete anbefalinger for, hvor meget væske man bør drikke i løbet af en dag.

I stedet siger han ligesom Sissel Overn, at man bør drikke, når man er tørstig. Han mener, at mange ikke behøver at drikke mere end en liter vand dagligt.

- Det varierer meget, hvor meget den enekelte har behov for, siger Knut Inge Klepp og tilføjer, at vi skal huske på, at vi også får væske fra mad og andre drikkevarer.

Kommercielle interesser
Marianne Skreden fra Universitetet i Agders siger, at det er blevet et modefænomen at have en vandflaske på sig hele tiden.

- Jeg er usikker på, hvornår det er blevet så trendy at drikke meget vand, men det skete nok omkring år 2000. Da jeg var yngre, tænkte vi ikke på, at vi skulle drikke, hvis vi ikke var tørstige. Vi drak til måltiderne, og når vi følte tørst. Det gør jeg stadig, siger sundhedseksperten til VG.

Hun mener, at der er kommercielle interesser på spil, og at populariteten er blevet skabt af den voksende vandindustri. 

Marianne Skreden tilføjer, at det er en misforståelse, at man skal drikke en masse vand før, under og efter træning. 

- Vi har ikke noget sted at lagre vandet, og for meget vand kan få systemet til at virke mod hensigten under træning, siger hun.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip