Eksperter advarer om proletariat af akademikere

AE har regnet på det samlede velstandstab som følge af den høje ledighed blandt dimittender. 26 procent af de nyuddannede magistre er ifølge Information lige nu ledige, og blandt de samfundsvidenskabeligt uddannede står 24 procent af de færdiguddannede uden arbejde ét år efter endt uddannelse.

»Hvis alle disse nyuddannede skal have job, skal der skabes 6.000 job mere i det private hvert år. Det er vi ikke i nærheden af at gøre lige nu,« siger vicedirektør Bjarne Lundager Jensen i tænketanken for uddannelse og forskning, DEA.

Regeringen har som mål, at en fjerdedel af en ungdomsårgang i 2020 skal have en lang videregående uddannelse.

Ifølge lektor Niels Rosendal Jensen fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet vil fremtidens arbejdsmarked næppe kunne optage så mange kandidater.

»Hvis vi kigger på det udelukkende ud fra en arbejdsmarkedsvinkel; altså om der er plads til og brug for så mange universitetsuddannede, så er svaret formentlig nej,« siger Bjarne Lundager Jensen til avisen.

Han frygter, at Danmark i fremtiden vil stå med et »akademikerproletariat«:

»Der vil være mange, for hvem en universitetsuddannelse ikke nødvendigvis er nogen sikkerhed for noget som helst«.

Ifølge Information viser undersøgelsen fra AE også, at de kandidater, der ikke umiddelbart finder job efter endt uddannelse, kan se frem til et lønefterslæb på op til 17 procent efter 10 år.

Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard (R), anerkender, at den nuværende dimittendledighed er et problem, men ser ikke så dystert på akademikernes fremtidsudsigter.

»Jeg noterer mig, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd også har lavet en fremskrivning, der viser, at vi i fremtiden mangler 100.000 akademikere. I løbet af krisen er det hovedsageligt fag- og ufaglærte job, der er forsvundet. Til gengæld har vi skabt flere job til de højtuddannede. Det siger noget om, hvad der efterspørges på fremtidens arbejdsmarked,« siger han til avisen.

Dagens Gossip

Dagens TV