Eksperter anbefaler at skrotte SU til kandidatstuderende

Skrevet af admin

04/03/2016

Dagens topnyheder

Drop SU'en til studerende på kandidatuddannelser.

Sådan lyder det fra et ekspertpanel, der fredag fremlægger syv omfattende anbefalinger til en nytænkning af hele uddannelsessystemet, skriver Politiken fredag.

Ekspertpanelet anbefaler, at SU'en på kandidatuddannelserne skal laves om fra stipendier til et rentefrit lån, som de studerende kan tage på sidste del af deres uddannelse.

Det vil gøre kandidatgraden til et aktivt tilvalg frem for en selvfølge for de tusindvis af studerende på landets universiteter.

- SU-systemet giver ikke tilstrækkelige incitamenter til, at de studerende går efter en eller anden form for beskæftigelse. Der er brug for, at de i højere grad træffer et valg, siger Carsten Koch, der er formand for Beskæftigelsesrådet og sidder i spidsen for ekspertpanelet.

- Vil de uddanne sig videre for lånte penge, eller vil de ud og tjene nogle penge, fortsætter han.

En anden anbefaling lyder, at færre overordnet set skal tage en kandidatuddannelse, og at der skal være en hårdere styring med, hvilke uddannelser de unge vælger.

Uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) skriver i et skriftligt svar til Politiken, at panelets anbefalinger er interessante.

- Vi har verdens mest generøse SU-system. Det er naturligt, at det er til debat, skriver hun.

Panelet består af blandt andre Jørgen Søndergaard, tidligere formand for SFI, Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning hos Novo Nordisk.

Det er nedsat af den private forening Axcelfuture, der analyserer investeringers betydning for vækst og arbejdspladser i Danmark.

/ritzau/