Eksperter: Behandling mod lungekræft giver ægte håb for patienter

Skrevet af Ane Sørensen

30/05/2015

Mest læste i dag

Stoffet Nivolumab forhindrer kræftceller i at gemme sig for kroppens eget forsvar, og gør dermed kræften sårbar over for angreb.

Det viser en en undersøgelse af 582 mennesker, der bliver beskrevet som et ægte håb for patienter med lungekræft.

Forsøget er ifølge bbc.com udført på europæiske og amerikanske patienter, som har kræften i et fremskredent stadie.

De patienter, som blev behandlet med Nivolumab levede i gennemsnit næsten tre måneder længere end de patienter, som fik en standardbehandling.

Læs mere: Cuba har udviklet en vaccine mod lungekræft - og verden vil have den

Dit immunforsvar er skabt til at bekæmpe infektioner, men det angriber også dele af din krop, hvis de ikke fungerer. Det sker for eksempel når du har kræft.

Men tumorer har metoder til at overleve - for eksempel producerer de et protein kaldet PD-L1, som slukker for de dele af immunforsvaret, som forsøger at angribe dem.

Nivolumab forhindrer kræften i at slukke for immunforsvaret, så kroppen kan blive ved med at angribe tumoren.

- Forsøget viser, at det at forhindre lungekræften i at gemme sig for immunforsvaret, kan fungere bedre end nuværende behandlinger. Resultater som disse giver håb for lungekræftpatienter, som ind til nu har haft meget få muligheder, siger Alan Worsley fra Cancer Research UK.

De langsigtede konsekvenser af behandlingen er dog stadig ukendt, behandlingen vil sandsynligvis blive meget dyr og dermed en udfordring for sygehusvæsenet.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: