Eksperter: Dansk olieberedskab er værdiløst

Det vurderer en af Danmarks førende olieeksperter, Kai Sørensen, som er tidligere vicedirektør i Geus, statens afdeling for geologiske undersøgelser af Grønland.

»Udslip ved prøveboringer er ofte særligt kraftige og kan nemt nå op på 30.000 ton om dagen, så kommer der en voldsom ulykke deroppe, kan vi kun bide tænderne sammen og vente på, at det går over. Det kan blive en uoverskuelig miljøkatastrofe,« siger Kai Sørensen, der har haft ansvar for olieselskabet Statoils søgen efter oliekilder i en årrække, til metroxpress.

Verdens sjettestørste oliselskab, franske Total, er enig i, at prøveboringer i de nordlige områder af Grønland kan være farlige.

»Olieelskaber bør ikke bore på Grønland - det er simpelthen for farligt, og et udslip vil være en katastrofe,« siger selskabets administrerende direktør, Christophe de Margerie, til metroxpress.

Også fra det internationale forsikringsselskab Lloyd’s lyder advarslerne:

»De miljømæssige konsekvenser af en oliekatastrofe i det arktiske område har potentialet til at blive endnu værre end i andre regioner på grund af øko-områdets sårbarhed,« lyder det i en rapport.

Lloyd’s advarer mod lempelser af sikkerhedskrav i jagten på Grønlands måske 600 milliarder oliekroner.

Det har ikke været muligt for metroxpress at få en kommentar fra hverken Miljøministeriet eller Forsvarsministeriet.

BNB

Dagens Gossip