Eksperter: Det koster ikke liv at skære i ulandsbistand

Skrevet af admin

08/11/2014

Mest læste i dag

Det er helt ude af trit med virkeligheden, når udviklings- og nødhjælpsorganisationer siger, at det kommer til at koste menneskeliv, hvis regeringen som planlagt skærer 2,5 milliarder kroner af udviklingsbistanden.

Det vurderer eksperter over for Kristeligt Dagblad.

Fredag indrykkede 33 udviklings- og nødhjælpsorganisationer store annoncer i flere landsdækkende aviser, hvor regeringens spareplaner blev betegnet som "en politikerskabt katastrofe" side om side med billeder af tsunamikatastrofen i Thailand i 2004.

- Det er vildt overdrevet, for ikke at sige decideret forkert, at der skulle dø mennesker af det her nedskæringsforslag. At sidestille det med livsødelæggende naturkatastrofer, som har kostet mange menneskeliv, har ingen gang på jord, siger Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, til avisen.

Han bakkes op af professor og ekspert i udviklingsøkonomi ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet Christian Bjørnskov. Til Kristeligt Dagblad siger han:

- Så længe man ikke skærer i den direkte nødhjælp, er der ikke de liv- og død-problemer overhovedet. I de studier, man har lavet på området, er der ingen evidens overhovedet for, at en nedskæring i udviklingsbistanden koster liv - overhovedet ikke.

Den holdning er Folkekirkens Nødhjælp ikke enig i:

- Hvis man fjerner 2,5 milliarder kroner fra udviklingsbistanden, kommer det til at koste liv, uanset hvordan man vender og drejer det, lyder det fra kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp, Mads Klæstrup Kristensen.

- Siger man, at man kan fjerne 2,5 milliarder kroner, uden at nogen kommer til at dø af det, har man ikke mødt verdens fattigste, konstaterer han.

/ritzau/