Eksperter er betænkelige ved milliardgave fra Novo-fond

Skrevet af admin

21/07/2016

Mest læste i dag

Med milliarder af kroner til de fem danske regioner vil Novo Nordisk Fonden finansiere en centralisering af behandlingen af landets flere end 320.000 diabetikere.

En centralisering, som ledende overlæger på fem regionshospitaler i tre regioner og en sundhedsøkonom advarer imod, skriver Jyllands-Posten.

Novo Nordisk Fonden, der er hovedaktionær i Novo Nordisk og Novozymes, har planer om i samarbejde med regionerne at bygge et diabetescenter i hver region til at tage sig af behandling, klinisk forskning og uddannelse på højt specialiseret niveau.

Den første aftale - i Region Hovedstaden - er på plads. Fonden vil bruge op til 2,8 milliarder kroner på et diabetescenter ved Herlev Hospital og bidrage til finansieringen af behandling, forskning og uddannelse frem til foreløbig 2029.

Fonden forærer bygningen til regionen, som skal finansiere driften. Region Midtjylland har godkendt rammerne for et lignende samarbejde med fonden og et fondsfinansieret center i Aarhus.

Men fem ledende overlæger på hospitaler i tre regioner advarer om, at mange diabetikere risikerer at få en dårligere behandling med centraliseringen.

Udsigten til milliardgaver fra medicinalindustrien har forblændet politikerne, mener overlægerne.

- De milliarder, Novo Nordisk Fonden skyder i det her, har stort set fjernet diskussionen om fordele og ulemper, siger Ulrich Fredberg, ledende overlæge og professor på Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg, til Jyllands-Posten.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonom og professor ved Syddansk Universitet, kan fondsdonationerne skævvride sundhedsvæsenet, da de tilgodeser bestemte patientgrupper frem for andre.

- Det er værd at overveje, om det er godt for det danske sundhedsvæsen, siger han til Jyllands-Posten.

Chefen for Novo Nordisk Fondens Steno Grants, Jannik Hilsted, siger, at man ikke kun styrker centerfunktionen, men også opruster på regionshospitalerne.

Novo Nordisk Fonden mener, at det nye system vil sikre bedre behandling af diabetespatienter.

/ritzau/