Eksperter er chokerede over Jyske Bank-skatterådgivning

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Det chokerer flere skatteeksperter, at Jyske Bank giver forretningsfolk kreative råd til, hvordan de kan undgå at betale skat.

Det er en DR-journalist, der forklædt som forretningsmand får alternativ rådgivning af Jyske Banks formuerådgiver i Schweiz Henrik Löwe til, hvordan han kan sno sig uden om de danske skattemyndigheder.

- Det er rystende. Det udstiller Jyske Banks moral i denne her sag, siger Lars Koch, politikchef og skatteekspert i græsrodsorganisationen Ibis, i dokumentarudsendelsen, som DR Nyheder sender mandag aften.

Den fiktive forretningsmand rådgives blandt andet til at flytte sine patenter ud af Danmark til skattelyet Gibraltar. Han kan også sætte værdien på patenterne for lavt, så Skat kan opkræve en mindre beskatning, når værdierne tages ud af landet.

Michael Bjørn Hansen, skatteadvokat og tidligere kontorchef i Skat, mener, at rådgivningen er "medvirken til noget, der ikke er lovligt". Og skatterevisor Thorbjørn Helmo Madsen er enig.

- Jeg er sikker på, at Skat ikke ville acceptere det, hvis det kom for en dag, siger han til DR.

Jyske Banks skatterådgiver Henrik Löwe rådgiver også DR's forretningsmand til at flytte til London for at få gavn af gunstige skatteforhold for udlændinge.

Og hvis han alligevel vil være i Danmark i mere end de 180 dage, loven sætter som grænse for udlandsdanskere, så har Henrik Löwe også løsningen på det: Et kreditkort uden navn, så Skat ikke opdager, at han bruger penge i Danmark.

- Vi har et kort, hvor der ikke står noget navn på. Så det vil sige, hvis du bruger det i de danske pengeautomater, så er det eneste, de kan se, at pengene bliver hævet fra en konto i Schweiz, siger Henrik Löwe i dokumentaren.

Jyske Bank har ikke ønsket at give DR Nyheder et interview om sagen, da man først vil se dokumentaren. Men i en skriftlig kommentar til DR Nyheder afviser banken på nogen måde at have foretaget sig noget ulovligt.

/ritzau/