Eksperter foreslår større åbenhed om partistøtte

Det bør være mere tydeligt, hvem der støtter hvilke partier og kandidater i forbindelse med folketingsvalgene.

Det mener et ekspertudvalg, som igennem et års tid har kigget på, hvordan de nuværende partistøtteregler kan ændres, så der er større åbenhed om de penge, som privatpersoner eller organisationer giver i støtte til valgkampen.

DR Nyheder erfarer, at udvalget først og fremmest vil have sat præcise beløb på støtten.

I dag skal man kun oplyse, hvem der lægger mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de præcis betaler.

Det vil udvalget gøre op med, ligesom man vil fjerne reglen om, at direkte støtte til folketingskandidater ikke er omfattet af oplysningspligten.

Endelig anbefaler udvalget, at de såkaldte indsamlingsklubber også skal offentliggøre, hvilke enkeltpersoner, der har spyttet mere end 20.000 kroner i kassen.

Regeringen offentliggør onsdag - i kølvandet på ekspertudvalgets anbefalinger - sine forslag til ændringer af partistøtteloven, og har derfor ingen kommentarer tirsdag aften, skriver DR.

Ekspertudvalgets anbefalinger får ikke mange pæne ord med på vejen af Venstres næstformand, Kristian Jensen.

- Det er initiativer, der er målrettet til at begrænse pengestrømmene til de borgerlige partier uden overhovedet at røre ved den måde, som de røde partier normalt samler penge ind på, siger han til DR Nyheder.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper er derimod positiv over for forslagene.

/ritzau/

Dagens Gossip