Eksperter frygter for Østjydsk Banks skæbne

»Når vi ikke er færdige med tilsynsbesøget og dermed ikke har fået det endelige tal for vores nedskrivninger, kan jeg ikke gå ud og lave en kvartalsmeddelelse, der er retvisende,« siger Max Hovedskov. Skyldes det uoverensstemmelser mellem jer og tilsynet?

»Nej, det er alene, fordi vi ikke er færdige. Dermed kan jeg ikke lave et retvisende billede. Derfor vælger vi at udskyde det.«

Så der er ikke noget dramatisk i det her?

»Nej, det her er begrundet i ... Jeg vil ikke tale dramatik. Jeg vil sige, at når jeg udskyder min Q1-fremlæggelse, er det, fordi jeg ikke kunne nå at blive færdig med tilsynsbesøget,« lyder den sparsomme forklaring fra Max Hovedskov.

Den usædvanlige handling får flere bank-eksperter til at frygte for, hvordan den økonomiske tilstand er i Østjydsk Bank.

»Det undrer mig noget, at de ikke bare aflægger det her regnskab. Det er jo et selskab med egen regnskabschef, egen direktør, egen kreditafdeling osv., og de ved jo, hvordan reglerne er i forhold til nedskrivninger. Kommer tilsynet så mod forventning med korrektioner, må de jo korrigere det. Men det er ikke Finanstilsynet, der skal aflægge regnskabet,« siger Lars Krull, seniorforsker på Aalborg Universitet.

Han har tidligere foretaget en undersøgelse af flere af Østjydsk Banks store erhvervskunder. På den baggrund konkluderede han, at der var stor usikkerhed forbundet med kunderne.

Berlingske Business har gennemset regnskaberne i en række store kunder i Østjydsk Bank. Fælles for dem er, at de er eksponeret mod ejendomssektoren, og at de kæmper gevaldigt med økonomien. Flere lever decideret på Østjydsk Banks nåde.

»En forlængelse af de nuværende kredit­faciliteter er en forudsætning for fortsat drift,« står der således i enkelte af regnskaberne.

Lars Krull henviser desuden til en tidligere analyse, der viser, at Østjydsk Bank har voksende finansieringsomkostninger, der også er blandt de højeste af alle de danske banker. Det er et tegn på, at banken er i problemer, mener Lars Krull:

»Jeg har altid påstået, at i det rationelle marked betaler den højeste risiko også den højeste pris.«

Også bankekspert Johnny Madsen fra Dansk Formue- og Investeringspleje frygter for Østjydsk Banks fremtid. Afhængig af tilsynsbesøgets udfald kan Østjydsk Bank blive sendt i markedet efter yderligere kapital – eller måske en bank, der vil overtage dem.

»Hvis der kommer massive nedskrivninger nu, får de sandsynligvis behov for at lave en form for kapitaludvidelse. Omvendt kunne det også være, at de kunne være interessante at indgå i en fusion med,« siger han.

Selv investorerne ser Østjydsk Banks handling som et faresignal og sendte aktien ned med knap 11 procent i gårsdagens aktiehandel. Siden årsskiftet er aktiekursen faldet med 53 procent, og dermed er markedsværdien af Østjydsk Bank mere end halveret fra 219 mio. kr. ved årsskiftet til nu 102 millioner kroner.

Dagens Gossip