Eksperter frygter overbookede universiteter

»Der er en chance for, at flere studerende vil opleve at starte på overbookede universiteter, og den risiko er sandsynligvis også større, end den plejer at være,« siger professor ved Uddannelsesstudier på Roskilde Universitet, Henning Salling Olesen.

Han forklarer, at overbooking af universiteterne er en praksis, man har benyttet sig af i mange år.

»Det er normalt, at man laver en teknisk overbooking, hvor man optager så mange flere, som man statistisk forventer ikke møder op og takker ja til sin plads. Det er fuldstændig ligesom med flyselskaberne,« siger Henning Salling Olesen.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser oplyser, at 63.525 ansøgere har fået tilbudt en studieplads på en videregående uddannelse. Det er fire procent flere end i 2012, hvor der også blev sat rekord med 60.537 pladser. Alle optagede ansøgere har nu to uger til at takke ja til deres uddannelsesplads. Normalt vælger fem til ti procent ikke at starte alligevel, men det tal vil sandsynligvis være mindre i år, understreger professor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, Palle Rasmussen.

»Uddannelseslysten er generelt høj i disse år. Unge mennesker kan i dag se, at mulighederne for at få et godt job og en sammenhængende tilværelse er afhængig af ens uddannelse,« siger Palle Rasmussen.

Det er blandt andet finanskrisen og en europæisk krise kombineret med høj ledighed, der kan forklare, hvorfor flere vælger at takke ja til en uddannelse.

»Det er selvfølgelig klart – og det ved man også historisk – at der ved høj beskæftigelse er flere, der vælger uddannelsen fra. Men det er ikke tilfældet i dag,« siger Palle Rasmussen.

Ifølge Henning Salling Olesen kan overbookede studiehold og flere studerende betyde, at kvaliteten af uddannelserne forringes. Men om det bliver et problem, ved man først, når man kender de faktiske optagelsestal i midten af august, forklarer han.

Ud af 88.040 ansøgere vil i alt 20.654 personer modtage afslag på en uddannelsesplads. Knap halvdelen af dem får afslag, fordi deres gennemsnit ikke er højt nok.

Dagens Gossip