Eksperter: Godt erhvervsklima batter ikke

Den jyske beskedenhed blev glemt for en stund, da det i dag kom frem, at kommunerne i Ikast-Brande, Herning og Hedensted dominerer toppen af Dansk Industris liste over erhvervsvenlige kommuner.

Men euforien kan hurtigt lægge sig igen. De flotte placeringer får nemlig kun minimal betydning for de jyske kommuner, vurderer kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Den sørgelige sandhed er, at der ikke er så frygtelig meget, de mindre kommuner kan gøre for at tiltrække nye virksomheder. Derfor bliver det mest en intern kamp mellem kommunerne om at holde skindet på næsen, siger han til Newspaq.

Han peger på, at erhvervsudviklingen i Danmark er præget af vækst i to områder. Dels i hovedstadsområdet, dels i det østjyske bybånd fra Randers til Kolding med Aarhus som hovedmotor. Kommuner udenfor disse områder oplever tilbagegang i forhold til vækst og befolkning.

- Derfor lægger de sig i selen for at have en god erhvervspolitik. Kommuner med gode forhold til erhvervslivet kan have en lille fordel, fordi de er bedre til at holde på virksomhederne, og måske kan de snuppe en eller to virksomheder fra naboen, men nogen større betydning har det altså ikke.

Mens jyske kommuner topper listen, er København helt nede på plads nummer 86. Ifølge Roger Buch skyldes det, at kommunen allerede oplever succes og derfor ikke behøver anstrenge sig på samme måde.

- Der er bestemt ingen nød i København, og derfor behøver de ikke at være så serviceorienteret, som de gør i de kommuner, der kæmper med tilbagegang i vækst og befolkningen.

Arbejdsmarkedsforsker hos Aalborg Universitet Flemming Ibsen er enig i, at mange jyske kommuner må kæmpe ekstra hårdt for at fastholde virksomheder og arbejdskraft, fordi de er placeret langt fra landets vækstcentre.

- Væksten er omkring Aarhus, Trekantsområdet, Storkøbenhavn og Odense til nød, så selv om mange jyske kommuner har fået flotte placeringer i undersøgelsen, tvivler jeg på, at det får betydning i det store billede, siger han til Newspaq.

5690 danske virksomheder inden for Dansk Industris brancher, blandt andet produktion, transport, engroshandel og service har deltaget i årets undersøgelse.

Kommunerne vurderes ud fra en række parametre, blandt andet skattetryk, kommunal sagsbehandling, arbejdskraft, infrastruktur, image med videre.

96 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. To mindre kommuner, Læsø og Fanø, indgår ikke.

Dagens Gossip