Eksperter: Her er de danske Micheliner

Summen af danske Michelin-stjerner er formentlig omtrent den samme i 2013 som i 2012, men stjernerne kan gå hen og fordele sig en smule anderledes på de danske restauranter.

Sådan lyder vurderingen fra to eksperter i den danske gourmetverden forud for offentliggørelsen af den prestigefyldte madguide torsdag.

Opmærksomheden retter sig især om to stjerner, lyder det fra Bent Christensen, redaktør af Den Danske Spiseguide.

- Den mest markante ændring vil være, hvis Noma får sin tredje stjerne, og Geranium får sin anden stjerne, siger Bent Christensen, som vurderer, at begge dele kan gå i opfyldelse.

Også sidste år var forventningerne om en tredje stjerne til Noma på forhånd skruet i vejret, men blev altså ikke forløst af Michelin-inspektørerne.

- For mig at se må Michelin komme til besindelse og erkende, at de har taget fejl. Men det er jo samtidig også bare et håb fra min side, siger Bent Christensen.

Også Ole Troelsø, madanmelder på Børsen, synes, at Noma, som allerede er kåret til verdens bedste restaurant, fortjener sin stjerne nummer tre.

- Men man kan jo ikke blive ved med at spå tre stjerner til Noma, siger han med henvisning til sidste års skuffelse.

Ole Troelsø regner også med, at Geranium denne gang får to stjerner med på vejen af Michelin.

Geraniums stjernestatus bør hjælpes på vej af, at restaurantens medejer, kokken Rasmus Kofoed, tre gange har vundet priser ved den prestigefyldte kokkekonkurrence Bocuse d'Or, mener Bent Christensen. Kofoed har vundet både guld, sølv og bronze.

- Og så er det en restaurant, der i øvrigt emmer af Michelin-dyder i form af indretning og betjening, så burde det også være oplagt, siger han.

Ifølge Bent Christensen er der ikke så mange restauranter, der reelt er i fare for at miste deres stjerne.

Men de konservative Michelin-inspektører kan have taget det ilde op, at chefkokken på Kong Hans Kælder, Thomas Rode, også har stor succes med at promovere stenalderkost. Også stjernerne på Formel B og Era Ora kan være i spil, vurderer Bent Christensen.

Til gengæld kan der efter Bent Christensens vurdering falde nye stjerner af til Mielcke & Hurtigkarl, Kadeau, Restaurationen og Fishmarket.

Ole Troelsø nævner Alberto K som en mulig stjerne-kandidat.

- Det vigtige for Michelin er at give læserne nogle pålidelige anbefalinger. Det er et spørgsmål om, at det skal være troværdigt, siger Ole Troelsø.

Spændingen om de danske gourmetrestauranters stjernestatus udløses, når årets Michelin Guide offentliggøres torsdag klokken 10.

/ritzau/

 

Dagens Gossip