Eksperter mangler facts om straf og fængsel

Når justitsminister Morten Bødskov i dag (S) skyder forhandlingerne om en ny flerårig aftale for Kriminalforsorgen i gang med Folketingets partier, er der ikke mange hårde facts at læne sig op af for politikerne.

For hvad enten man ser strengere straffe, mere resocialisering, bedre uddannelse i fængslerne, konfliktråd eller fodlænker, som vejen frem, så er der mangel på hårde facts, der viser, hvad der virker.

Det siger forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed, Torben Tranæs, der har undersøgt området.

- Det her er et område, hvor der er behov for, at man tænker nyt og eksperimenterer. Der ligger ikke nogen palet af ting, man lige kan gribe fat i, og som bare virker, siger forskningschef Torben Tranæs.

Og forhandlingerne bliver da også meget ideologiske, siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper til Jyllands-Posten.

Opgaven med at finde den rette fremgangsmåde over for forbrydere er ifølge Torben Tranæs særlig vanskelig, fordi mange af dem, der kommer i fængsel i forvejen ikke er særlig socialiseret og lever på randen af samfundet, mener han.

- Kloden over forsøger man at engagere unge mennesker, give dem et livsindhold og få dem væk fra de vante omgivelser for at forhindre en kriminel løbebane. Men der er ikke mange standardvarer på hylderne for den store gruppe, siger han.

Rockwool Fondens forskning peger dog på, at der er positive erfaringer med samfundstjeneste og uddannelse for den gruppe unge, der er motiveret.

- Det, vi har lavet, peger på, at der er positive effekter af samfundstjeneste og negative erfaringer med at sætte folk i fængsel for forbrydelser, der giver meget korte straffe. Det ødelægger tilknytningen til arbejdsmarkedet, siger han.

Alt taler også for at give mulighed for at få uddannelse til alle dem, der har en drift til at gøre det.

- Og så er der den tunge gruppe, som vi har svært ved at pege på nogle standardting, som man bare lige kan gøre. Der er klart behov for nye tilgange, siger Torben Tranæs.

Dagens Gossip