Eksperter: Mest markante nytårstale i mange år

Skrevet af admin

31/12/2014

Dagens topnyheder

Humanitet er det absolutte nøgleord i dronningens nytårstale. Dronningens budskab er, at vi kun er noget i kraft af andre mennesker.

Det siger retoriker og taleskriver Trine Nebel, efter at dronningen Margrethe i sin nytårstale satte fokus på medmenneskelighed.

- Vi skal gøre vort bedste i alle livets forhold, også når andre behøver hjælp, sagde dronningen blandt andet i sin tale.

- Dronningen talte klart om, at vi skal kære os om børnene, kollegerne, flygtningene og de unge. Hendes budskab er klart: vi skal være medmenneskelige. Vi skal ikke kun tro på os selv, vi skal også tro på andre. Vi skal vise hinanden tillid, og vi skal tale hinanden op, siger Trine Nebel.

Hun mener, at det er lang tid siden, at dronningen har holdt en tale med så toneangivende budskab, som hun gjorde i år.

- Det er helt centralt i nytårstalen, at vi er kun noget i kraft af andre. Og hvor vi har muligheden for at række en hånd ud eller lade være, der opfordrer dronningen os direkte til aktivt at vælge det første, siger Trine Nebel og forsætter:

- Og det er uanset om det gælder arbejdsmarkedet, folkeskolereform eller flygtninge, så handler det hele tiden om, hvordan kan vi være noget for andre mennesker ikke kun noget for os selv.

Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet er helt enig.

- Det er den mest markante tale i mange år. Det er meget interessant. Ikke siden 1984 har hun talt så direkte om flygtninge. Hun tilføjer en ny dimension, da hun siger, at det er vigtigt, at flygtningene får fodfæste her.

- Det skal vi hjælpe dem med, men flygtningene selv skal også arbejde for det, siger han.

I sin tale sagde dronningen: Hjælpen alene gør det ikke. Vi skal også anspore de nyankomne til at opbygge en ny tilværelse, hvor de kan tage ansvar for sig selv og gøre deres bedste for at falde til i det fremmede land, enten den tid bliver lang eller kort.

/ritzau/