Eksperter: Minister vildleder om dagpenge

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vildleder Folketinget, når hun påstår, at dagpengereformen ikke vil føre til løntrykkeri.

Sådan lyder kritikken fra økonomer og arbejdsmarkedseksperter, skriver netavisen Altinget.dk.

- Når man øger udbuddet af arbejdskraft, så falder prisen på arbejde og dermed lønningerne.

- Hvis beskæftigelsesministeren er i tvivl om det, så kan hun jo spørge økonomerne i Finansministeriet, siger Christen Sørensen, der er professor i økonomi ved Syddansk Universitet og tidligere overvismand, til Altinget.dk.

Han påpeger, at hele pointen med dagpengereformen er at holde lønningerne i Danmark nede, så vi bedre kan konkurrere med udlandet.

- Hvis man ikke vil vedstå sig det, så er man ikke ærlig. Det lyder som et politisk svar, hvor ministeren ikke vil vedstå sig den politik, regeringen fører, siger han.

I 2013 risikerer op mod 16.000 danskere at miste retten til dagpenge, når perioden med dagpenge bliver halveret fra fire til to år.

Det fik i sidste måned SF's næstformand, Mattias Tesfaye, til at skrive et debatindlæg. Her lød kritikken, at dagpengereformen medfører et nedadgående lønpres, når flere arbejdsløse skal ud og konkurrere om de ledige stillinger med lavtlønnede og ufaglærte.

Men den sammenhæng afviser beskæftigelsesministeren i et nyt svar til Folketinget.

- Jeg er ikke enig i, at dagpengereformen vil medføre løntrykkeri. Langt den største del af det danske arbejdsmarked er dækket af kollektive overenskomster, som jo netop fastsætter nogle generelle satser for mindsteløn, skriver Mette Frederiksen.

Eksperterne er dog ikke enige. Og så glemmer Mette Frederiksen i sit svar, at næsten en tredjedel af lønmodtagerne slet ikke er dækket af nogen overenskomst og dermed heller ingen mindsteløn, mener økonomerne.

Ifølge en arbejdsmarkedsforsker vil dagpengereformen også på længere sigt presse mindstelønningerne i overenskomsterne.

- Når arbejdsudbuddet bliver øget, vil fagforeningernes forhandlingsposition blive dårligere.

- Det vil give sig udslag i mindre lønkrav ved de næste overenskomstforhandlinger, siger Henning Jørgensen, der er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, til Altinget.dk.

 

Dagens Gossip