Eksperter: Myte at man bliver mere kriminel af fængsel

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

Unge bliver mere kriminelle af at komme i fængsel.

Denne antagelse har fået regeringen til at argumentere for mere samfundstjeneste til førstegangskriminelle. Men der er ingen forskning, der beviser den sammenhæng, siger flere eksperter til Kristeligt Dagblad.

Ifølge Inge Bryderup, der forsker i ungdomskriminalitet på Aalborg Universitet, er der ikke fundet noget bevis for, at et fængselsophold i sig selv fører til "en kriminel løbebane".

Inge Bryderup har tidligere lavet et større forskningsprojekt om unges forhold til straf og behandling. Hun peger på, at der heller ikke over en bred kam er noget belæg for at sige, at førstegangskriminelle skulle blive mere kriminelle i fængslerne.

- Tværtimod - i enkelte tilfælde går det endda i den modsatte retning. Man har ikke kunnet påvise, at det at komme i fængsel - hverken for de unge eller de ældre - er noget, der i sig selv gør, at man bliver mere kriminel, siger Inge Bryderup til avisen.

Heller ikke ifølge Henrik Lando, professor i retsøkonomi ved Copenhagen Business School, findes der et entydigt bevis for, at et fængselsophold fører til mere kriminalitet:

- Det er nok noget overraskende for mange, men der er altså ikke noget materiale i forskningen, der kan bevise, at man bliver mere kriminel af at have siddet i fængsel, siger Henrik Lando, som blandt andet henviser til en større undersøgelse på området fra Rockwool Fonden i 2012.

- Det er blevet en alment accepteret sandhed, at fængslerne fungerer som den her famøse rugekasse for kriminelle. Der er bare ikke noget bevis for, at det rent faktisk forholder sig sådan i virkeligheden, siger Henrik Lando til Kristeligt Dagblad.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) henviser til en anbefaling fra Straffelovrådet om samfundstjeneste, men har derudover ikke ønsket at forholde sig til kritikken over for avisen.

/ritzau/