Eksperter opfordrer Bendtner til at gå ned

Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner bør seriøst overveje, hvor han vil spille efter sommerferien.

Det vurderer de tre fodboldeksperter Michael Schäfer, Hans Brun Larsen og Peter Kjær, der alle mener, at Bendtner skal glemme Champions League-ambitionerne for en stund og gå et niveau ned.

- Jeg håber, at nogen tæt på Bendtner siger det til ham. Han skal ned og spille fast på et lidt lavere niveau, inden han måske kan komme tilbage og træde op i en storklub igen, siger Schäfer, tidligere FCK-træner og i dag kommentator på 6'eren.

Bendtner er i denne sæson udlejet fra Arsenal til Juventus, men danskeren har været et flop i den italienske mesterklub. Nul mål er det blevet til, og Bendtner er endda langtidsskadet i øjeblikket.

Peter Kjær, der er ekspert på TV3+, synes, at Bendtner skal forsøge at få gang i en klubkarriere. I for mange år har den stået lidt i stampe, og en fremtid i Arsenal er ikke løsningen.

- Han skal finde en anden klub. Bendtner skal spille for at være i konstant god kampform. Der må være en klub og liga, der bider på. Det skal ikke nødvendigvis være en Champions League-klub.

- Det er vigtigt at få gang i en klubkarriere, hvor det har været noget humpende. Han skal træde et skridt ned, hvor der bliver sat pris på ham, og det er ikke nødvendigvis en Champions League-klub, siger den tidligere landsholdsmålmand.

Den tidligere ungdomslandstræner Hans Brun Larsen advarer Bendtner. Angriberen skal vælge klogt i sit klubvalg næste gang, hvis ikke karrieren skal gå helt i stå.

- Lige nu er det et for højt niveau til ham. I klubber som Juventus er konkurrencen for stor.

- I nogle år kan du holde et vist niveau takket være træningen i din klub, men over længere sigt så kræver det kampe, hvis du skal holde dit niveau. Det skal han være meget opmærksom på, siger Hans Brun Larsen.

Intet tyder på, at Juventus forlænger aftalen med Bendtner. Torsdag meddelte italienerne, at den spanske landsholdsangriber Fernando Llorente kommer til Torino-klubben i næste sæson på en fireårig kontrakt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip