Eksperter revser besparelser i forskning af barnløshed

Skrevet af admin

12/10/2015

Dagens topnyheder

Danmark kommer ikke længere til at ligge i front, når det handler om avanceret forskning i menneskers stigende besvær med at få børn.

Det skriver Politiken mandag.

Meldingen kommer fra førende internationale eksperter, efter at Venstre-regeringen i sit finanslovudspil vil fjerne 35 millioner kroner fra forskningscentret EDMaRC på Rigshospitalet.

Centeret forsker blandt andet i sammenhængen mellem hormonforstyrrende stoffer, dårlig sædkvalitet og nedsat fertilitet.

- Hvis beslutningen gennemføres, får det en signifikant skadelig indvirkning på den internationale synlighed og placeringen af den danske biomedicinske forskning,

Det siger Bernard Jégou, vicedekan for forskning ved French National School of Public Health til Politiken.

Bernard Jégou mener, at Rigshospitalets forskning i hormonforstyrrelser, misdannelser af kønsorganer, tidlig pubertet, testikelkræft og ringe forplantningsevne har "en verdensførende position."

Michael Eisenberg, leder af afdelingen for mandlig reproduktion ved Stanford University i Californien, er "skuffet" over besparelserne og "tror, at centret kunne få stor betydning for den mandlige reproduktive sundhed i Danmark og verden."

Sidste år afsatte SR-regeringen 50 millioner kroner på finansloven frem til 2018 til EDMaRC-centret på Rigshospitalet. I år har centret fået de lovede 10 millioner, som allerede er brugt til at ansætte forskere.

Næste år får centret 5 ud af de lovede 10 millioner kroner, men så er det også slut. Dermed modtager EDMaRC kun 15 af de 50 millioner kroner.

Sundhedsminister Sophie Løhde "anerkender fuldt ud, at det er vigtigt, at der forskes i hormonforstyrrende stoffer".

- Fordi vi nu lægger op til, at centret får færre midler at gøre godt med, så er det altså ikke ensbetydende med, at centret må stoppe alle sine aktiviteter, skriver sundhedsministeren til Politiken.

/ritzau/