Eksperter: Skam og retssager skræmmer voldtægtsofre

Skrevet af admin

19/08/2015

Mest læste i dag

Skam og skyldfølelse er ofte årsag til, at voldtægtsofre ikke anmelder overgrebet, og at deres gerningsmand ikke bliver dømt, fortæller eksperter fra Center for Voldtægtsofre på Aarhus Universitetshospital.

Det skyldes både, at voldtægter i sig selv er tabubelagte, og at ofrene ikke kan overskue selve retssagen, siger Nina Beck Hansen, der er ph.d.-studerende på Syddansk Universitet og tilknyttet Center for Voldtægtsofre.

- Jeg tror, voldtægt er forbundet med skyld og skam. Og jeg frygter, at der er en stor opgivelse blandt ofrene, der på forhånd tror, at det ikke nytter noget, at anmelde forbrydelsen, siger Nina Beck Hansen.

Det Kriminalpræventive Råd anslår, at 3600 kvinder hvert år udsættes for voldtægt eller voldtægtsforsøg, men i gennemsnit anmeldes der kun 395 seksuelle overgreb om året. Af de anmeldelser bliver 60 gerningsmænd dømt skyldige, skriver Politiken onsdag.

Center for Voldtægtsofre oplever, at mange kvinder ikke anmelder voldtægten, fordi de er bange - enten for at blive stemplet af deres omgangskreds, for gerningsmanden eller for at blive beskyldt for løgn.

Derudover fortæller centrets kommunikationsmedarbejder, Sara Parding, at mange kvinder bebrejder sig selv og er flove over deres egen opførsel.

- Nogle ofre føler, at det er deres egen skyld. Det er en normal traumereaktion at påtage sig skylden, for det er en måde at tage kontrol på. Hvis det er ens egen skyld, så kan man bare lade være med for eksempel at tage kort kjole på en anden gang, og så tror man, at det ikke vil ske igen, siger Sarah Parding.

Det er ikke kun få anmeldelser, der er skyld i det lave antal af domme i forhold til forbrydelser. Nina Beck Hansen tror nemlig, det skyldes, at kvinderne falder fra under retssagen.

- International forskning viser, at nogle ofre føler, at selv retsforløbet er et ekstra traume, fordi det er så hårdt at skulle tale om forbrydelsen og fordi de føler sig bebrejdet og ikke troet på, siger Nina Beck Hansen.

/ritzau/