Eksperter: Søvndal er slap og sløv i Greenpeace-sag

Skrevet af admin

17/10/2013

Mest læste i dag

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) svigter den 26-årige danske styrmandselev, Anne Mie Roer Jensen, der sammen med 29 Greenpeace-aktivister sidder varetægtsfængslet i Murmansk i Rusland.

Sådan lyder kritikken i metroxpress fra Nicholas Symes, der er højesteretsadvokat med ekspertise i internationale samt arktiske retsforhold.

- Villy Søvndal agerer ualmindeligt slapt og sløvt i denne sag. Man kan jo kun gætte på, hvad det er for hensyn, han mener, der vægter tungere end hensynet til en ung dansk piges skæbne, siger Nicholas Symes, der opfordrer ministeren til at tage affære:

- Det mindste, han kunne gøre, var at sende en officiel protestnote til Rusland med besked om, at russerne opfører sig i strid med de internationale havretskonventioner, siger han til avisen.

Han mener, at russerne har krænket konventionerne ved at anholde aktivisterne i internationalt farvand i Arktis. De 30 personer er nu tiltalt for pirateri, som kan give op til 15 års fængsel.

Kritikken af Villy Søvndal bakkes op af Carl Erik Foverskov, Den Danske Helsinki - Komité for Menneskerettigheders ekspert i russiske forhold.

- Det er en dansk statsborger, som sidder i et russisk fængsel med en meget alvorlig sigtelse i en sag, som ikke kan undgå at være politisk. Man kan med rimelig ret frygte, at de får en politisk dom, siger han til metroxpress.

Halvdelen af de 30 aktivister har fået afslag på at blive løsladt mod kaution. Fredag bliver Anne Mie Roer Jensens sag afgjort.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ønsker ikke at svare på kritikken. Hans særlige rådgiver henviser til en udtalelse til Ritzau fra 5. oktober:

- Mit og Udenrigsministeriets fokus er i denne sag en eneste ting: Hvordan hjælper vi bedst den danske kvinde, som er kommet i klemme her, lød det dengang fra ministeren.

/ritzau/