Eksperter tvivler på Troels Lund i børnecheck-sag

Tidligere skatteminister for Venstre Troels Lund Poulsen må have kendt til advarslerne fra Pensionsstyrelsen og Beskæftigelsesministeriet om, at VK-regeringens optjeningsprincip på børnechecken var ulovligt, mener flere forvaltningseksperter ifølge Berlingske.

En højt placeret embedsmand fik nemlig tilsendt flere af Pensionsstyrelsens advarsler. Og senere hjalp samme embedsmand Troels Lund Poulsen, da han skulle orientere Folketinget om de EU-retlige forhold i sagen.

Flere folketingspolitikere havde bedt ministeren svare på, om der var problemer med optjeningsprincippet. Det blev afvist af Troels Lund Poulsen.

Ifølge professor ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter har ministeren enten vildledt Folketinget, eller også har embedsmænd i ministeriet ikke levet op til pligten om at informere opad i systemet.

- Jeg anser det for højest usandsynligt, at ministeren ikke skulle være informeret i en sag af denne kaliber og med betydelig politisk bevågenhed - en sag, departementschefen jo også har været langt inde i, siger han til Berlingske.

Lektor ved juridisk institut på Aalborg Universitet Sten Bønsing mener, at Troels Lund Poulsen havde pligt til at informere Folketinget om Pensionsstyrelsen og Beskæftigelsesministeriets advarsler.

- Denne information kan kun undlades, hvis der er klare og præcise vurderinger fra Justitsministeriet, som udtaler, at EU-forordningen ikke er et problem, siger han til Berlingske og påpeger, at sådan notat fra Justitsministeriet ikke er kommet frem.

Skatteministeriet afviser, at Folketinget er blevet vildledt, men vil ikke svare på, om ministeren kendte til advarslerne.

Troels Lund Poulsen har ikke ønsket at stille op til interview med Berlingske, men skriver i en mail:

- Det afgørende for mig er, at lovforslaget om optjeningsprincippet L-79 blev godkendt af Justitsministeriet, og endvidere har den nuværende regering selv bekræftet optjeningsprincippet i et svar til en person i juli 2012, lyder det.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV