Eksperter: VK-politikere brød loven med Saxo Bank-penge

Skrevet af admin

28/11/2014

Mest læste i dag

Fremtrædende tidligere Venstre-ministre som Claus Hjort Frederiksen, Kristian Jensen, Karen Ellemann og Søren Pind blev hver især støttet med 25.000 kroner fra Saxo Bank ved folketingsvalget i 2007. Men ingen af dem opgav donorens navn til myndighederne, skriver Berlingske.

I alt ni politikere fra blå blok modtog 25.000 kroner fra banken, men kun tre af støttemodtagerne har oplyst om pengene til enten regionen eller kommunen, viser en aktindsigt i partistøtteerklæringer, som avisen er i besiddelse af.

Og mens enkelte politikere erkender fejlen, og andre afviser at have gjort noget galt, er flere eksperter klare i mælet: I flere tilfælde er loven blevet brudt.

Juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet har et indgående kendskab til partistøtteloven og har sæde i regeringens ekspertudvalg om samme emne. Han er ikke i tvivl om, at støtten på 25.000 kroner skal indberettes.

- Der er ikke så meget at diskutere: Hvis de fakta er korrekte, er det en overtrædelse af reglerne, siger han til Berlingske.

Den konklusion kommer også fra jurist og tidligere forskningschef på Danmarks Medie- og Journalistskole Oluf Jørgensen, som i dag rådgiver om åbenhed i forvaltningen.

Kandidaterne har i flere tilfælde registreret og indkasseret pengene på kreativ vis. Eksempelvis blev pengene fra Saxo Bank brugt på annoncer for Kristian Jensen. Men selvom Venstre mener, at der således ikke er tale om et tilskud, da regningerne er betalt af Saxo Bank og ikke partiet, er Jørgen Albæk Jensen af modsat overbevisning.

- Det skal oplyses. Helt utvivlsomt. Om pengene kommer ind og vender i partikassen er lige meget. Selv regninger, der er betalt direkte, er partistøtte, siger han til Berlingske.

Andre politikere er langt mere åbne om støtten fra Saxo Bank. Både De Konservatives Rasmus Jarlov og Charlotte Dyremose samt Venstres finansordfører, Peter Christensen, modtog hver især 25.000 kroner fra Saxo Bank, og sammen med deres partiorganisation har de oplyst det til myndighederne, som loven foreskriver.

/ritzau/