Ekspertgruppe: Vi har gjort inklusion til et skældsord

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

Inklusion er i det store hele godt for folkeskolen, konkluderer et ekspertudvalg i en rapport onsdag.

Ikke desto mindre fylder snakken om inklusionens problemer i medierne og på forældremøder, og tonen i debatten er ofte så kritisk, at det i sig selv er med til at forværre inklusionen, lyder det fra ekspertgruppen.

- Vi kan se, at det er et stort problem, når pressen italesætter inklusionsbørn. Man lukker øjnene og får en forestilling om, at det er drenge, der kravler rundt på bordene og op i gardinerne. Det bliver stigmatiserende, siger formand for ekspertgruppen Claus Hjortdal, der også er formand for skolelederne.

Ifølge ham er det ikke bare lærere og pædagoger, men i høj grad også elever, forældre og medier, der er med til at skærpe tonen.

En tone der kan være direkte skadende, fordi det fastholder børnene i en følelse af at være anderledes og være blevet lukket ind i folkeskolen på andres nåde.

- Sat på spidsen er udtryk som "inklusionselever" med til at understøtte en række negative processer, som betyder, at disse elever har en mindre fremgang i forhold til deres klassekammerater, lyder det fra ekspertgruppen.

Selv om man også tidligere har brugt udtryk som "specialbørn", mener Claus Hjortdal, at brugen af sådanne ord sammen med målsætningen om, at 96 procent af børnene skal være inkluderet, har været ødelæggende for inklusionen.

- Nu fik "vi" "nogle" ind. Det var det billede, der blev skabt, og det var ødelæggende for den proces, der skulle være foregået på en anden måde. Det er livtag med hele det syn, siger han.

Ifølge rapporten er der behov for at sætte tydeligere ord på skolens og klassens fællesskab.

- Der er et alt for stort fokus hos forældrene på "mit barn" og "mit barns behov" i folkeskolen i dag, står der i rapporten.

Regeringen har på baggrund af rapporten meddelt, at den vil sløjfe målet om, at 96 procent af alle elever skal inkluderes i folkeskolen.

/ritzau/