Eksplosion af håbløst forgældede boligejere

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Stadig flere borgere må opgive at betale afdragene på deres boliglån og bliver derfor indberettet til RKI's register over dårlige betalere. Det får RKI til at advare om en ny krise på det danske boligmarked, skriver Politiken.

Alene i 2013 er danskernes misligholdte gæld til realkreditinstitutterne vokset med mere end 350 millioner kroner - en stigning på 36 procent på 10 måneder.

I forvejen er boliggælden skyhøj, fastslår Frank Papsø, nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling i selskabet Experian, der driver RKI.

- Min konklusion er, at der er en potentiel boligboble derude, som man skal passe på nu, siger Frank Papsø til Politiken.

- Rigtig mange boligejere kæmper med en stor bank- og realkreditgæld, som der ikke er dækning for i murstenene. Hvis renten stiger, vil vi se en eksplosion i tvangsauktioner, og endnu flere boligejere vil miste deres huse og deres værdier, siger Frank Papsø.

Han mener, det er alt for tidligt at tale om et økonomisk opsving.

Nok er huspriserne på vej op i de store byer, særligt København, men massen af misligholdt boliggæld vokser uden for storbyerne, især i Syd- og Vestsjælland, hvor registreringen af dårlige betalere topper.

Og endnu flere boligejere får problemer, når afdragsfriheden på deres lån udløber i 2015 og 2016.

Udviklingen overrasker ikke boligøkonom Morten Skak, der er lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet. Han peger ligeledes på Syd- og Vestsjælland som de områder, hvor flest boligejere har gældsproblemer:

- Desværre vil det i nogle år fremover være sådan, at de vil blive betegnet som landets sorte områder. Folk vil i flere år være ramt af høj boliggæld og faldende priser, siger Morten Skak til Politiken.

Ifølge en rapport, han udgav i september, er mere end hver sjette boligejer i Syd- og Vestsjælland teknisk insolvent, fordi de skylder flere penge i deres bolig, end den kan sælges for.

- Der skal noget ekstraordinært til, før de områder rejser sig igen. Eksempelvis en Femernforbindelse, siger Morten Skak til Politiken.

/ritzau/