Eksplosion før musical: Flere er kvæstet i Paris

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

En person har mistet livet, og omkring 15 andre kom fredag aften til skade - heraf flere alvorligt - i forbindelse med en eksplosion under en øvelse forud for en musical i Paris.

En pyroteknisk installation, der bruges til at lave særlige effekter under showet, eksploderede pludselig tæt ved scenen, mens musical-holdet var i færd med at øve sig nogle få timer inden aftenens optræden.

- Murene rystede, sagde en ansat på stedet.

Størstedelen af de tilskadekomne er teknikere, som var ved at gøre sceneshowet klar til musicalen "1789, Les Amants de la Bastille" i arenaen Palais des Sports i den franske hovedstad. Forestillingen blev efterfølgende aflyst.

Såvel en væg som dele af taget styrtede sammen som følge af den kraftige eksplosion, og omkring 100 brandfolk og flere slukningskøretøjer blev sendt til stedet.

Ingen betalende gæster havde endnu sat sig til rette på arenaens tilskuerrækker, da ulykken fandt sted. Palais de Sports har plads til omkring 4500 personer.

Fem af de kvæstede kom ifølge politiet alvorligt til skade og er bragt til hospitalet. En af dem døde af sine skader på sygehuset, oplyser hospitalskilder. Flere af de tilskadekomne blev behandlet på stedet. Nogle fik blandt andet tjekket deres ører efter det høje brag.

/ritzau/AFP