Eksplosion i belgisk raffinaderi dræber mindst en

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

En person har mistet livet og to andre er savnet efter en eksplosion tirsdag på et olieraffinaderi i den belgiske havneby Antwerpen.

Raffinaderiet tilhører olieselskabet Total.

- Omkring klokken tre om eftermiddagen skete en eksplosion i en af installationerne på Totals raffinaderi i Antwerpen, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- Vi må med sorg meddele, at en person har mistet livet.

Den døde var medarbejder hos en af Totals underleverandører.

Raffinaderiet er virksomhedens største, og det bearbejder hvert år omkring 17 millioner tons råolie.

Området blev evakueret efter eksplosionen, og dele af anlægget blev sat ud af drift.

/ritzau/AFP