Eksplosion i Istanbul-lufthavn er mysterium for minister

Skrevet af admin

23/12/2015

Dagens topnyheder

Det er for tidligt at sige noget om årsagen til den eksplosion, som rystede en lufthavn i Istanbul natten til onsdag, oplyser Tyrkiets transportminister.

En rengøringsmedarbejder mistede livet, og eksplosionen medførte skader på flere fly.

- Der er sket skade på fem fly som følge af eksplosionen. Svigtende sikkerhed er helt udelukket, siger Binali Yildirim.

En rengøringsarbejder blev dræbt af eksplosionen i Sabiha Gökcens internationale lufthavn, rapporterer tyrkiske medier.

Den 30-årige rengøringsarbejder døde af de skader, han fik i hovedet, da han gik foran lufthavnsbygningen, oplyser tyrkisk tv.

Eksplosionen sårede yderligere en rengøringsarbejder, oplyser luftfartsselskabet Pegasus.

Braget lød kort efter klokken to natten til onsdag.

Ingen passagerer var i området, og flytrafikken fortsatte som normalt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Men der blev opstillet svært bevæbnet politi ved indgangene til lufthavnen. Biler i området blev gennemsøgt, mens en helikopter cirklede over området.

/ritzau/Reuters