Eksplosion ved tysk vinbar dræber én person og sårer 11

Skrevet af admin

25/07/2016

Dagens topnyheder

En eksplosion ved en restaurant i Tyskland har kostet mindst én person livet.

Ifølge Carda Seidel, borgmester i byen Ansbach, var der tale om en eksplosion forårsaget af en sprængladning. Det skriver netavisen nordbayern.de.

Eksplosionen skete søndag aften omkring klokken 22 foran en restaurant i Ansbachs bycentrum ikke langt fra Nürnberg i delstaten Bayern.

- En person, der forsøgte at detonere en bombe i Ansbach, blev dræbt af eksplosionen, siger en talsmand for Bayerns indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

En talskvinde for politiet bekræfter ifølge Reuters, at efterforskningen peger på, at den dræbte mand stod bag. Manden bar en rygsæk, men politiet kender ikke hans identitet.

Politiets talskvinde oplyser yderligere, at 12 personer er blevet såret i forbindelse med eksplosionen. Tre af dem er kommet alvorligt til skade. Indenrigsministeriet har angivet antallet af tilskadekomne til ti personer.

Allerede tidligere på natten sagde en talsmand for indenrigsministeriet, at der ikke var tale om et uheld såsom en gaseksplosion. Derimod så det ud til at være sket "med vilje".

Politi og brandvæsen arbejder natten til mandag fortsat ved vinbaren Eugens Weinstube i den gamle del af byen. Omfanget af skaderne er fortsat uklart, men et hotel og omkringliggende huse er blevet evakueret.

Eksplosionen skete ude foran restauranten nær indgangen til en musikfestival i byen.

Festivalen, der søndag aften talte cirka 2500 koncertgængere, er blevet aflyst efter eksplosionen, skriver nordbayern.de.

Bayerns indenrigsminister, Joachim Hermann, er rejst fra Berlin til Ansbach.

Eksplosionen sker, samme dag som en syrisk flygtning bevæbnet med machete dræbte en kvinde og sårede to andre mennesker i byen Reutlingen i det sydlige Tyskland.

For to dage siden skød en tysk-iransk mand omkring sig i München og tog livet af ni mennesker foruden sig selv.

Mandag aften angreb en 17-årig dreng togpassagerer med en økse og en kniv. Fem blev såret, heraf fire alvorligt. Det skete i byen Würzburg, der ligeledes ligger i det sydlige Tyskland.

/ritzau/