Eksplosioner og panik omkring skolemassakre i Pakistan

Skrevet af admin

16/12/2014

Dagens topnyheder

Et dramatisk angreb på en skole i det nordvestlige Pakistan er tirsdag middag endnu ikke forbi.

Således siger pakistanske betjente på stedet, at de har hørt flere høje eksplosioner fra gymnasiet, der er drevet af landets militær.

Politiet kæmper samtidig med at holde skrækslagne forældre tilbage, der ønsker at komme ind på skolen.

Det er uklart, om væbnede Taliban-oprørere fortsat holder skoleelever fanget på skolen.

Langt over 100 personer, primært elever, meldes dræbt.

I alt menes 500 elever og lærere at have opholdt sig på skolen "Army Public School", da en gruppe på mindst seks bevæbnede mænd tidligere tirsdag indtog skolen.

Pakistans militær fortæller, at fire islamister er blevet dræbt efter angrebet.

Militæret gennemsøger nu skolen i jagten på flere af de islamistiske drabsmænd.

- Rydning af skolen er fortsat i gang, skriver militæret på Twitter.

Taliban siger selv, at man sendte seks krigere ind på skolen, og at de alle var iført bombeveste.

Pakistansk Taliban kæmper mod landets militær og har sat sig for at oprette en streng islamisk stat.

Islamisterne har tidligere erklæret, at de planlægger at øge antallet af angreb for at besvare en stor militæroffensiv mod militante i de pakistanske stammeregioner.

Det er indtil videre gået ud over sikkerhedsstyrker, checkpoints, militærbaser og lufthavne, men angreb mod civile uden nogen logistisk betydning er relativt sjældne.

/ritzau/Reuters