Eksplosionsbrand i Ringkøbing er slukket

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

Adskillige gasflasker eksploderede, da der fredag udbrød brand i en kommunal materielgård i Ringkøbing.

Branden er nu slukket, og ingen personer er kommet til skade, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

- Branden er slukket, og brandvæsnet er i gang med at køle brandstedet ned, så der ikke sker flere eksplosioner, siger vagtchef Ole Vanghøj.

- Ilden opstod i kommunens materielgård, hvor der blandt andet opbevares gasflasker.

Branden opstod i et skur, bredte sig til tagkonstruktionen, og herefter eksploderede flere gasflasker, fortæller vagtchefen.

- Vi fik anmeldelsen klokken 14.18, siger Ole Vanghøj.

På grund af fare for omgivelserne har Holstebrovej, hvor materielgården ligger, været spærret under branden. Afspærringen er nu ophævet, og trafikanter kan igen passere.

/ritzau/