Eksporten falder: Opsvinget mister langsomt fart

Skrevet af admin

10/08/2015

Mest læste i dag

En række nøgletal har den seneste tid givet antydning af, at det opsving, der så ud til at være på vej, er bremset en smule op igen.

Mandag viser tal for vareeksporten så, at den faldt med 2,4 procent i juni, og dermed har den nu været faldende i tre måneder i træk.

Dermed har eksporten i andet kvartal været 2,1 procent lavere end i første kvartal, og det kan der være flere årsager til.

Cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea peger blandt andet på dollarkursens udsving det seneste halve år.

- Der er ingen tvivl om, at de betydelige forskydninger, som vi har set i valutakurserne spiller en betydelig rolle.

- I en periode steg blandt andet dollarkursen kraftigt over den danske krone, hvilket naturligt påvirkede værdien af eksporten til USA, siger han.

Ikke desto mindre vækker tallene bekymring, fordi de sammenholdt med blandt andet et lavere forbrug end ventet betyder, at dansk økonomi ikke er kommet op i det gear, som mange havde håbet på.

Men Tore Stramer, der er chefanalytiker hos Nykredit mener, at der fortsat er grund til optimisme og tro på, at eksporten vil stige igen, ikke mindst takket være økonomisk fremgang på vores største eksportmarkeder.

- Men nok lige så vigtigt nyder eksporten uden for euroområdet i øjeblikket godt af, at den handelsvægtede krone er blevet svækket over de seneste måneder.

- Det betyder slet og ret, at danske varer er blevet billigere på eksportmarkedet, hvilket naturligt gavner salget.

Nykredit forventer på den baggrund set over hele 2015 en stigning i eksporten på fire procent.

/ritzau/