Ekstra Bladet har dødt syrisk spædbarn på forsiden

Sådan beskriver avisens chefredaktør, Poul Madsen, formålet med torsdagens nærbillede af et dødt spædbarn i Syrien, der angiveligt har mistet livet i sidste uges giftgasangreb i en forstad til Damaskus.

På forsiden står der blandt andet: »DERFOR«, »CHANCELØS: Giftgassen er farveløs, lugtfri og uden smag«, og »VANVIDDET I SYRIEN MÅ STOPPES NU!«.

»Vi har gjort det, fordi situationen i Syrien er så forfærdelig ubegribelig. Det er et billede af virkeligheden, som man ikke kan lade være med at forholde sig til,« siger Poul Madsen og uddyber:

»Man har en tendens til at trække sig væk fra forfærdelige begivenheder som denne og sige, at folk skal skånes for detaljer. Det her er et billede, der præcist illustrerer, hvor forfærdelig konflikten er. Jeg synes ikke, billedet er stødende. Det her et barn, der er blevet dræbt af giftgas - kvalt i en konflikt, der er fuldstændig uforståelig. Det er ofte gennem det enkelte menneske, at man forstår en konflikt.«

Spørgsmål: Har du forståelse for, at flere formentlig bliver stødt af billedet?

»Der er garanteret mange, der vil blive stødt over det, og det er fuldstændig bevidst. Gennem det at blive stødt tænker man sig også om. Med den her forside tror jeg, vi får råbt nogle mennesker op og får skabt en forståelse. De må gerne blive vrede på Ekstra Bladet, men hvis de tager stilling til konflikten dernede, så synes jeg, vi er nået langt.«

Spørgsmål: Pakker medier generelt konflikten for meget ind?

»Nej, egentlig ikke. Man skal ikke gøre, som vi har gjort hver eneste dag. Jeg synes, man skal være varsom. Dybest set vil man jo være i stand til at bringe den her type billeder hver eneste dag. Men til tider er medierne nødt til at råbe alle andre op og udvælge særlige situationer, der er så alvorlige, at man kan gøre det.«

Længere inde i Ekstra Bladet fortsætter billederne af døde spædbørn, der ligger »som små, blege dukker«, som avisen skriver i en billedtekst.

Dagens Gossip