Ekstra Bladet overvejer principielt opgør i gidselsag

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Efter byrettens dom mod Ekstra Bladet i forbindelse med dækningen af Eddy Lopez og Søren Lyngbjørns gidseltagning, vil avisens chefredaktør, Poul Madsen, nu tage et par dages betænkningstid.

- Dommen indeholder nogle præmisser, som vi simpelthen er nødt til at kigge på i hensynet til dansk presse fremadrettet. Der er jeg nødt til at tage et par dages betænkningstid, siger Poul Madsen på et pressemøde fredag.

Søren Lyngholm og Eddy Lopez blev i januar 2011 kidnappet sydøst for Omans kyst i det Arabiske Hav.

Københavns Byret har i sin dom vurderet, at avisen kunne have dækket gidseltagningen uden at bruge billeder af de to sømænd, mens de var i fangenskab.

- Dommen siger, at vi kunne have gjort det uden at bringe billederne af Søren og Eddy, og det er jeg simpelthen ikke enig i, siger Poul Madsen.

Han mener, at dommen er så entydig i pressens brug af billeder af gidsler, at det kan komme til at hindre dækning af andre sager.

Som eksempel havde han taget billeder fra andre mediers dækning af Boko Haram-gidseltagninger i Nigeria med til pressemødet. De billeder vil ifølge Poul Madsen ikke kunne bringes fremover, hvis fredagens dom skal overføres til andre historier.

Ifølge Poul Madsen har avisen også forsøgt at komme Eddy Lopez og Søren Lyngholm i møde og tilbudt dem 75.000 kroner hver. Det har de ikke ønsket at tage imod.

- Jeg ville allerhelst betale Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez de penge, som Københavns Byret har bestemt, de skal have, lige nu, siger Poul Madsen, da han mener, at sagen skal lukkes.

Ifølge chefredaktøren giver dommen ikke anledning til, at avisen ændrer linje.

- Min troværdighed er, som den hele tiden har været. Folk kan regne med, at Ekstra Bladet er der for dem, hvis de bliver glemt, siger han.

Lopez og Lyngbjørn har tidligere rettet et økonomisk krav mod TV2, som - ifølge sømændene - også gik for tæt på gidselsagen med dokumentaren "De danske gidsler - mareridtet i Somalia".

TV2 afslog kravet, og det fik sømændene til at tale om et muligt sagsanlæg mod tv-stationen.

Det bekymrer dog ikke nyhedsdirektør Mikkel Hertz.

- Vi har ikke modtaget et sagsanlæg fra dem endnu. Det bekymrer mig heller ikke, for jeg mener, der er tale om to helt forskellige sager.

- Ekstra Bladet kørte en mange måneder daglig kampagne, mens sømændene sad som gidsler, hvor TV2 var tavs i hele den lange periode, da vi ikke ville risikere at påvirke en eventuel frigivelse eller prisen på den. Først nogle dage efter frigivelsen sendte vi så dokumentaren, og derfor kan man ikke sammenligne de to sager, siger Mikkel Hertz.

/ritzau/