Ekstra Bladet: Pind var advaret om klimafond

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Som udviklingsminister blev Søren Pind (V) advaret af sine embedsmænd, før han i maj 2011 fik Folketingets finansudvalg til at bevilge 90 millioner kroner over tre år til den sydkoreanske klimafond Global Green Growth Institute (GGGI).

Det skriver Ekstra Bladet, som har fået aktindsigt i Udviklingsministeriet i et såkaldt ’Appraisal dokument’ fra februar 2011.

Søren Pind afviser, at han blev advaret. Han erindrer ikke "et uklart eller politisk bestemt beslutningsgrundlag", skriver han til avisen.

- Jeg opfattede ingen modvilje eller betænksomhed i forhold til GGGI. Og rent ud sagt må det have været sådan, at jeg fik en indstilling. Det var ikke noget, jeg fandt på, skriver Søren Pind i en e-mail til avisen.

Politiken skrev tirsdag, at Udviklingsministeriet gav daværende minister Søren Pind (V) forkerte oplysninger, som dannede grundlag for beslutningen om støtte til GGGI i Folketingets finansudvalg.

Dels har GGGI brugt dobbelt så meget på administration, dels har organisationen ingen intern revision. Begge dele var et krav, for at Danmark ville støtte GGGI.

I maj 2011 anbefalede Udviklingsministeriet, hvordan klimapuljen skulle fordeles. Anbefalingerne skulle danne grundlag for Søren Pinds (V) beslutning om dansk støtte til GGGI.

Dokumenterne oplyser, at GGGI ville bruge godt 10 procent af budgettet på administration de første år. Men den sydkoreanske rigsrevisionsrapport viser, at GGGI i 2011 anvendte 25 procent på administration.

Ifølge danske papirer ville GGGI sænke sine administrationsudgifter til syv procent, men det er ikke sket.

- Vi skulle aldrig have gået ind i GGGI, hvis vi havde kendt til disse forhold, siger økonomiprofessor Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet til Politiken.

/ritzau/