Ekstra Bladet vinder over jordemor i sag om morfindrab

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Ekstra Bladets tidligere ansvarshavende redaktør Bent Falbert og en af avisens journalister er onsdag blevet frifundet af Østre Landsret i en sag tilbage fra 2007 om injurier mod en jordemor.

Landsretten har med dommen slået fast, at det var i orden, da avisen hængte jordemoren ud for at være ansvarlig for en gravid 25-årig kvindes død på grund af en morfinoverdosis.

Det overordnede billede i Ekstra Bladets artikler taler nemlig ikke om, at jordemoren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Et mindretal blandt dommerne mener dog, at ordet "morfindrab" var nok til at dømme Ekstra Bladet for injurier.

Samtidig har Retslægerådet fundet frem til, at jordemoren har begået klare fejl. Samlet er der derfor ført tilstrækkeligt bevis for, at chefredaktøren og journalisten har handlet i god tro, ifølge landsretten.

I 2009 blev det ellers i Københavns Byret slået fast, at Ekstra Bladet gik over stregen, da avisen hængte jordemoren ud som ansvarlig for "morfindrab" på en højgravid kvinde.

Dengang lød dommen på en bødestraf på 100.000 kroner til avisen, mens Bent Falbert og journalisten på avisen blev dømt til at betale 20 dagbøder af 2000 kroner hver.

Det var helt tilbage i 2007, at sagen begyndte. Det skete, da den gravide kvinde blev indlagt på Næstved Sygehus i september med et smertefuldt anfald af galdesten.

En læge ordinerede 20 milligram morfin til at dulme smerterne, men kvinden fik ved en fejl en langt større dosis.

Kvinden blev overført til Rigshospitalet, hvor hun døde om aftenen 11. september. Det fik Ekstra Bladet til at skrive navnet på jordemoren, der havde givet morfinen og kalde hende ansvarlig for "morfindrabet".

Obduktionen viste dog senere, at dødsårsagen efter al sandsynlighed skyldes den svære betændelse i galdeblæren og ikke morfinen.

Jordemoderforeningen er overrasket over dommen, men bemærker, at den ene dommer i landsretten ville dømme Ekstra Bladet. Derfor overvejer man nu, om man skal prøve at få sagen for Højesteret.

Samtidig vil foreningen sætte fokus på sundhedsmyndighedernes offentliggørelse af navne på offentligt ansatte sundhedspersoner.

- Vi vil derfor tage kontakt til Folketinget snarest for at tydeliggøre konsekvenserne overfor lovgiverne, så det forhåbentligt kan indgå i en helt nødvendig ændring af reglerne på området, siger Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen.

/ritzau/