Ekstrem varme rammer Shanghai

Over 10 mennesker er omkommet i Kinas økonomiske centrum i Shanghai, oplyser de lokale hospitaler i byen, der er ramt af de højeste temperaturer i over 140 år.

En stor del af Kina er i sommerhedens greb, og landets meteorologer har advaret om temperaturer på 41 grader i adskillige østlige og centrale provinser i de kommende dage.

Leng Guangming, som er talsmand for et af Shanghais kommunale sundhedscentre, siger, at der er omkommet over 10 personer i byen siden fredag, Han afviser at give et mere præcist tal.

Temperaturerne var alle steder over 38 grader onsdag, hvor der blev målt 39.8 grader i centrale Xujiahui distrikt.

Eksperter siger, at et subtropisk højtryk og mangel på regn er baggrunden for rekordvarmen.

Varmebølgen er det mest omtalte emne på det sociale netværk Sina Weibo, som er en kinesisk pendant til Twitter.

Millioner har på internettet set optagelser fra Shanghais tv af et stykke svinekød, der bliver stegt på det solophedede fortov.

Andre optagelser viser mennesker, der søger tilflugt fra heden i forretninger med aircondition eller bliver i undergrundsbanen, hvis de ikke har swimmingpools eller vandløb i nærheden af deres hjem.

Restauranter i Pianyan i det centrale Kina flyttede hundredvis af borde ud på lavt vand i en nærliggende flod, så gæster kunne spise, mens de sad barfodede i vandet.

Onsdag var den 9. dag i træk med temperaturer på over 38 grader i Shanghai.

Temperaturerne nåede fredag 40.6 grader, hvilket er det højeste i byen nogensinde i den tid, hvor der har været systematiske målinger. Den tidligere rekord er 40,2 grader i 1934, skriver det officielle nyhedsbureau Xinhua.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip