Ekstremistleder dræbt under befrielsesaktion i Pakistan

Skrevet af admin

29/07/2015

Dagens topnyheder

Lederen og 13 andre medlemmer af den forbudte islamistiske gruppe Lashkar-e-Jhangvi er onsdag blevet dræbt i en ildkamp med pakistansk politi i Punjab-provinsen.

Ildkampen begyndte, da medlemmer af Lashkar-e-Jhangvi forsøgte at befri deres leder, Malik Ishaq, under en fangetransport.

Malik Ishaq står blandt andet på USA's liste over terrorister, og den sunnimuslimske gruppe, som han har grundlagt, har påtaget sig skylden for hundredvis af drab på civile - primært shiamuslimer.

Han blev anholdt 25. juli og skulles onsdag flyttes til et andet fængsel, da tilhængere angreb konvojen ved byen Muzaffargarh.

- Politiet svarede igen, og det resulterede i, at Ishaq, hans to sønner og 11 andre blev dræbt, mens seks politibetjente blev såret, oplyser indenrigsministeren i Punjab ifølge AFP.

I de seneste år har Pakistan oplevet øget sekterisk vold særligt mod shiamuslimer, som udgør omkring 20 procent af landets 200 millioner overvejende muslimske indbyggere.

Omkring tusind shiitter er i løbet af de seneste to år blevet dræbt i angreb, som Lashkar-e-Jhangvi i nogle tilfælde har taget skylden for.

/ritzau/AFP