Ekstremt tæt løb får TV2 til at udskyde exitpoll

Skrevet af admin

16/06/2015

Dagens topnyheder

Først rettede aviserne ind. Så DR og nu TV2.

Alle som én har medierne nu besluttet at følge Folketingets forretningsudvalgs opfordring om ikke at udsende de omdiskuterede exitpolls før klokken 20.00 på torsdag, når valgstederne lukker.

Det er udsigten til historisk tæt løb mellem de to statsministerkandidater, der får TV2 til at følge trop efter de øvrige medier og forhale den første valgstedsmåling, der oprindeligt var tænkt til at blive sendt ud klokken 19.00.

- Alternativet er blandt andet kommet på stemmesedlen, og det er med til at skabe en større usikkerhed ved alle målinger og dermed også exitpolls.

- Samtidig er forskellen mellem blokkene så usædvanligt tæt, at usikkerheden bliver for stor, siger TV2's nyhedsdirektør, Michael Dyrby i en pressemeddelelse.

Valgstedsmålingerne bliver foretaget af analyseinstitutterne, der tager en stikprøve af danskerne og spørger, hvad de har stemt på valgdagen.

Ved sådanne målinger er der altid en statistisk usikkerhed på mellem 2 og 2,5 procentpoint, men der kan også være andre fejlkilder, som gør, at valgstedsprognoserne afviger fra det faktiske resultat.

- Vi kan give et svar i centimeter, og valget skal afgøres i millimeter. Det vil sige, at det bliver mere tæt, end vi kan måle, siger Megafons administrerende direktør, Asger H. Nielsen til TV2.

Særligt den store portion af tvivlere, der lige nu ligger mellem 15 og 20 procent af danskerne er svære at aflæse i prognoserne.

Det er i sagens natur også tvivlerne, der kan lade sig påvirke på valgdagen, og de får nu ro fra medierne, indtil der er ringet med klokken på valgstederne.

Seneste Voxmeter-måling for Ritzau bakker da også betragtningen om et ekstrem tæt valg op.

Mens rød blok ser ud til at få 50,3 procent af stemmerne, så får blå blok 49,5. Tager man højde for den statistiske usikkerhed, er der reelt tale om en ligelig fordeling af stemmerne.

/ritzau/