EL: Åbne skattelister får virksomheder ud af busken

Skrevet af admin

17/12/2015

Mest læste i dag

Det er sjældent, at Enhedslisten uddeler roser til Venstre-regeringen.

Men det sker torsdag, i forbindelse med at skatteminister Karsten Lauritzen (V) har offentliggjort listen over virksomhedernes betaling af selskabsskat i 2014.

- Vi synes, at det er helt fair, at man som forbruger og skatteyder i Danmark kan se, hvilke virksomheder som bidrager gennem selskabsskat til det danske samfund, og hvem der ikke gør, siger Pelle Dragsted, Enhedslistens skatteordfører, til Ritzau.

Borgerlige partier som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative er imod de åbne skattelister. Men Dragsted kan se mange fordele ved listen.

- De store selskaber lukrerer på mange måder af de services, som vi stiller til rådighed i Danmark. Alt fra veje, broer og uddannelse og til politi, der beskytter varelagre. Derfor er det relevant at vide, om de selv bidrager til at betale for de ting.

- Det har også en adfærdsregulerende effekt. Virksomheder, som før ikke betalte skat, betaler nu skat på grund af de åbne skattelister.

- Det her presser virksomhederne til ikke at engagere sig i en skatteplanlægning, hvor man kunstigt flytter overskud ud af landet, hvilket mange virksomheder fortsat gør, siger Dragsted.

Dansk Erhverv og Dansk Industri er ligesom de borgerlige partier uden for regeringen kritiske over for skattelisterne. De bliver brugt til at mistænkeliggøre de store, danske selskaber, mener erhvervslivet.

Ifølge Dragsted handler det dog om at sørge for, at virksomhederne - især udenlandske - følger reglerne.

- Det er klart, at virksomhederne bidrager på mange måder. Når man skaber arbejdspladser i Danmark, er det selvfølgelig også et bidrag gennem de lønninger, der bliver beskattet, siger Dragsted.

- Vi skal huske, at mange små og mellemstore virksomheder i Danmark betaler deres selskabsskat. Men vi har et problem med nogle af de rigtig store selskaber, som opererer på tværs af grænser.

- De kan kunstigt flytte overskud ud af Danmark, så det beskattes i lande med en lavere skat. Det er den trafik, vi gerne vil have fokus på, siger Dragsted.

/ritzau/