EL: Aarhus Kommune dumper lønnen

Udmeldingen kommer fra Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen (Ø), efter at det i Jyllands-Posten mandag er kommet frem, at Aarhus Kommune har hyret et entreprenørselskab med polske ansatte, der er villig til at arbejde for 125 kroner i timen. Det vil danske bygge- og anlægsarbejdere ikke acceptere, lyder det fra 3F.

»Det her er et udtryk for, hvordan Aarhus Kommune er med til at forringe arbejdsforholdene. Det står klart, at de arbejdsforhold, som Aarhus Kommune tilbyder her, er væsentlig dårligere end dem, man sædvanligvis har andre steder i Aarhus,« siger Per Clausen.

Arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FOAS) siger til Jyllands-Posten, at sagen er et eksempel på, at danske lønmodtagere vil komme under mere pres fra østeuropæisk arbejdskraft fremover. I Enhedslisten mener man, at Aarhus Kommune bør gå ind i sagen og forhindre, at lignende situationer opstår i fremtiden.

»Jeg synes, man bør stille krav om, at et udbud sættes over for de sædvanlige løn- og arbejdsforhold. Der er en masse arbejdsopgaver, der aldrig udføres til det, man kalder overenskomstens mindstebetaling,« siger Per Clausen.

3F i Aarhus erklærer over for Jyllands-Posten, at 125 kroner i timen er så lidt, at det ikke er til at leve for.

»Det er selvfølgelig realistisk at gøre noget ved det her. Det kræver dels en indsats fra fagforeningens side, men man kunne jo også forestille sig, at Aarhus Byråd gik ind og sagde, at man simpelthen ikke tillod sådan en opførelse,« siger Per Clausen.

Dagens Gossip