EL beskylder regeringen for at pynte på virkeligheden

»Langtidsledigheden er faktisk rekordhøj. Men regeringen har en statistik, hvor de tager alle dem ud, der er faldet helt ud af systemet, de tæller simpelthen ikke med. Ser man i stedet på AKU-statistikken, som alle andre lande i Europa bruger, hvor man måler dem, der er uden for arbejdsmarkedet, men gerne vil ind, viser den altså nogle helt andre tal,« siger Frank Aaen.

Ifølge regeringens statistik har antallet af langtidsledige i Danmark »ligget stabilt omkring 55.000 personer siden midten af 2010«, og det er »forholdsvis lavt i en historisk sammenhæng«, lyder det i redegørelsen.

Men bruger man AKU-statistikken, der benyttes af Eurostat, hele EUs statistik-database, er den danske langtidsledighed den højeste siden midten af 1990erne, fordi den blandt andet medtager de arbejdsløse, der ikke har ret til hverken kontanthjælp eller dagpenge, påpeger Frank Aaen.

»Det viser jo bare, at den måde, man regner på, meget ofte har mere med fantasi end med realiteter at gøre, og at der er en tendens til, at man forsøger at gøre virkeligheden skønnere og pænere, end den er. Problemet er, at man også bruger de overoptimistiske vurderinger til at sige, der ikke er brug for at gøre noget, og det går jo ud over dem, der har brug for at få et arbejde,« siger han.

Margrethe Vestager mener ikke, at hun er overoptimistisk, men der er »lysere tider på vej«, understregede hun mandag, samtidig med at regeringen for tredje gang på få måneder nedjusterede sine forventninger til den danske vækst.

Prognosen lyder nu på, at det danske bruttonationalprodukt, BNP, vil stige 0,5 procent i 2013. Det er en nedjustering med 0,7 procentpoint i forhold til prognosen fra december, hvor regeringen skønnede, at BNP-væksten ville stige med 1,2 procent i år. I 2014 vil BNP-væksten stige med 1,6 procent, lyder prognosen.

Dagens Gossip