EL: Blå blok freder Thorning i næse-sag

Det er "brandærgerligt", at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slipper for en berettiget næse fra Folketingets retsudvalg i Christiania-sagen om Morten Bødskovs løgn til udvalget.

Det siger Pernille Skipper, Enhedslistens retsordfører, til Ritzau.

- Det er lidt et cirkus. Jeg forstår simpelt hen ikke en meter af, at de borgerlige vil frede Helle Thorning i denne sag. Der er grundlag for kritik.

- Nu er det endt i ingenting, fordi man går i gang med ordkløveri, politisk fnidder-fnadder og drilleri, siger Pernille Skipper.

De borgerlige partier ville ikke acceptere Enhedslistens tekst i statsministerens næse. Enhedslisten ville ikke ændre sin tekst i beretningen fra Folketingets retsudvalg.

Enhedslisten kritiserede såvel Thorning som departementschef Christian Kettel Thomsen i sagen, hvor Morten Bødskov måtte trække sig som justitsminister for for at lyve om retsudvalgets tur til Christiania.

Pernille Skipper skoser de borgerlige partier for at frede Thorning for kritik. Hun afviser, at Enhedslisten freder Helle Thorning modsat Morten Bødskov.

- Vi har fremlagt dén kritik, sagen berettiger. Der er grundlag for at give Helle Thorning en næse i denne sag. Det er brandærgerligt, siger Pernille Skipper.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen var før mødet med retsordførerne Peter Skaarup (DF), Tom Behnke (K) og Simon Emil Ammitzbøll (LA) enig i næsens omfang, men ikke i tekstens indhold.

- Vi er enige med Enhedslisten om, hvordan næsen til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal se ud - men vi er ikke enige i, at Statsministeriets departementschef skal blandes ind i sagen, sagde Karsten Lauritzen til Ritzau.

Statsministeren vil ikke kommentere næse-sagen, oplyser hendes særlige rådgiver.

/ritzau/

Dagens Gossip