EL: Brug svensk model til at skabe 25.000 job til udsatte

Alt for mange danskere er strandet på passiv forsørgelse uden udsigt til nogensinde at få et job. Ofte fordi deres fysiske og psykiske helbred forhindrer det. Men det skal et nyt udspil fra Enhedslisten lave om på, skriver Avisen.dk.

Partiet vil sikre mindst 25.000 job til udsatte ledige ved at gøre det mere attraktivt for arbejdsgivere at hyre folk med nedsat arbejdsevne.

For nylig kom Carsten Koch-udvalgets rapport om netop udsatte ledige. Men her lod eksperterne arbejdsgiverne slippe alt for billigt, mener partiets socialordfører, Finn Sørensen.

- Problemet er, at arbejdsmarkedet ikke står til rådighed for mennesker, der ikke kan yde 100 procent. Der er brug for politiske initiativer, der med både pisk og gulerod ansporer offentlige og private arbejdsgivere til at åbne døren for mennesker med nedsat arbejdsevne, siger han til Avisen.dk.

Derfor vil han tage fem konkrete forslag med, når regeringen indkalder til forhandlinger.

Partiet har blandt andet hentet inspiration i Sverige. Her er flere tusinde fleksjobbere ansat i den statslige virksomhed Samhall til at løse serviceopgaver for arbejdsgivere over hele Sverige.

I godt 35 år har Samhall hjulpet tusindvis af udsatte, handicappede og psykisk syge fra passiv forsørgelse til varig beskæftigelse.

Står det til Enhedslisten, skal regeringen kopiere ordningen og oprette en fleksjob-virksomhed herhjemme.

Idéen om en offentlig fleksjobvirksomhed er Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo-Andersen, ikke meget for.

- Jeg kan slet ikke se, at det er nødvendigt. Indsatsen i kommunerne er blevet styrket, så flere får et fleksjob i dag. Det er ikke sådan, at fleksjobbere hober sig op, fordi der ikke er job til dem, siger han til Avisen.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip